Alexandria vender ryggen til ørkenen og ansigtet mod havet, og netop det får den til at føles som et andet land. Grundlagt af Alexander den Store og engang hjemsted for oldtidens største bibliotek og Pharos-fyrtårnet tilbragte den to årtusinder som Middelhavets mest kosmopolitiske havn — græsk, romersk, jødisk, italiensk og levantinsk på én gang. Det, der står tilbage, er en by af falmet glamour: art deco-facader stribet af havsalt, Belle Époque-caféer og en lang buet Corniche skabt til en aftentur, mens bølgerne slår ind over muren.

Historien her er lagdelt og ofte under jorden. Katakomberne i Kom el Shoqafa snor sig tre niveauer ned i klippen, hvor ægyptisk og græsk-romersk gravkunst smelter sammen; det romerske amfiteater ved Kom el-Dikka er det eneste i Egypten; og Qaitbay-citadellet, et søfort fra 1400-tallet, står på selve murbrokkerne af det tabte Pharos ved havnemundingen. Det moderne ekko af oldtidens bibliotek, Bibliotheca Alexandrina, er en blændende skråtstillet glasskive ved vandkanten — et videnstempel fra det 21. århundrede rejst, hvor det oprindelige engang brændte.

Men alexandrinerne vil fortælle dig, at den egentlige grund til at komme er at spise fisk og drikke kaffe. Skaldyrene er de bedste i Egypten: steder som det glasvæggede Fish Market over havnen eller hundredårige græske institutioner ude ved Abu Qir, hvor du vælger din fangst efter kiloet og ser den blive grillet. Mellem måltiderne holder de litterære caféer — kalkmaleriprydede Trianon, prægtige Délices på Saad Zaghloul-pladsen — byens gamle, langsomme rytme i havbrisen i live.