Cairenserne kalder deres by Umm al-Dunya — verdens moder — og efter en dag her forstår man selvtilliden. Ingen anden by stabler århundrederne så ubekymret oven på hinanden: en faraonisk obelisk på det ene hjørne, en fatimidisk minaret på det næste, en Belle Époque-facade, der smuldrer over en koshari-disk. Storkairo rummer omkring tyve millioner mennesker, og de synes alle at være på Tahrir-pladsen på én gang. Kunsten er at holde op med at bekæmpe tætheden og i stedet begynde at læse den kvarter for kvarter.

Det islamiske Kairo er den middelalderlige kerne, og Al-Muizz-gaden er rygraden, man går den på — en oplyst korridor af moskeer, sabils og madrasaer, der løber ned til Khan el-Khalili, kobbersmedenes basar, som har handlet siden 1300-tallet. Mod syd ligger det koptiske Kairo, hvor Den Hængende Kirke svæver over en romersk port, og det kristne Egypten holder sin ældste adresse. Hovedattraktionen er dog rykket ud til ørkenkanten: Det Store Egyptiske Museum viser nu Tutankhamons komplette skat inden for synsvidde af pyramiderne i Giza og afløser den falmede karminrøde sal på Tahrir som byens absolutte must-see.

Når aftenen falder på, blødgøres byen. Bestig det lotusformede Cairo Tower på Gezira for den definitive 360°-udsigt, eller tag den ældre fornøjelse — en felucca, der krydser over Nilen ved solnedgang, mens bønnekaldet ruller hen over tagene fra tusind retninger på én gang.